Limousine
I 1969-1970 importerede Danmark som det fjerde land i verden Limousiner. Siden er der konstant importeret dyr, embryoner og sæd. Det har givet nye blodlinier, men racens store fremgang i Danmark skyldes racens effektive kødproduktion. Af renracede, stambogsførte køer findes i Danmark mere end 9.000. Det store og effektive avlsarbejde medfører anerkendelse verden over, og gør Danmark til et af verdens store Limousinelande. Eksporten er betydelig. Den gode slagtepris i Danmark sætter et prisniveau, der gør, at eksporten især drejer sig om elitedyr. I 2010 var der registreret mere end 9.265 renracede køer i Danmark, hvortil kommer næsten lige så mange registrerede krydsninger. God frugtbarhed, tidlig kælvningsalder, lette kælvninger og livskraftige kalve medfører mange levendefødte kalve i besætningerne. Derfor er Limousine blevet Danmarks mest populære og mest udbredte kødkvægrace. Limousine er også kendt for at producere mørt kalvekød op til 12 måneders alderen. Det hænger sammen med, at Limousine klassificerer kalve til 12,1 i gennemsnit. Nettotilvæksten er nu på 830 gram pr dag, men det enestående avlsarbejde gør, at dette tal stiger hvert år. Limousineavlerne har deres eget afsætningsselskab Limousine Unik, der sælger de slagtede kalvekroppe til forbrugere, der har sans for kvalitet – samt penge til at betale for dem. Mere end 1.000 kalve sælges årligt til en god overpris. Limousine er også førende, når det gælder sædsalg. Mere end 10.000 insemineringer i alt udførtes i 2010. Mange af dem var i renracede køer og kvier, men fordi Limousine anbefales til krydsningsbrug på malkerace, anvendtes en stor del til malkekøer. Slagteresultater fra 2010 viser, at nettotilvæksten på krydsningskalve var ca. 700 gram pr. dag, og klassificeringen var 6,6. En kødproduktion med Limousine er præget af lette fødsler, god nettotilvækst og en eminent slagtekvalitet.
